Stationsvej 52, Thorsager,
8410 Rønde
Tilbage i december 1877 blev denne charmerende ejendom indviet som Thorsagers stationsbygning. Helt indtil 1971 kunne landsbyborgerne herfra transportere sig til de større nærtliggende byer. I dag benyttes ejendommen til beboelse, men stadig med et udtryk og med detaljer, der bevarer ejendommens sjæl og charme fra sin tid som jernbanestation. Den gamle stationsbygning er i sin tid tegnet af arkitekten Niels Peder Christian Holsøe, der er akkrediteret for mere end 120 stationsbygninger i hele landet. Ejendommen fremstår i fin originalitet med røde facademursten, skifferbelagt tag og charmerende hvid-sprossede vinduer. Ejendommens mange kvadratmeter fordeler sig i 3 plan + et loft med flere disponible rum. I stueplan bliver man budt velkommen i en af ejendommens entréer - den ene med gamle originale plankegulve og en charmerende trappe, der med en klat maling kan komme til at shine igen med sine fine balustre og svungne håndliste. Fra begge entréer er der adgang til 3 gode værelser/stuer med rigtig god loftshøjde. I stueplan er der desuden et godt og lyst badeværelse med gode vaskefaciliteter.
Førstesalen, der også har en flot loftshøjde, byder på en stor og rummelig stue - også med fine gamle plankegulve og med hyggelig brændeovn. I forlængelse heraf findes et charmerende køkken med god bord- og opbevaringsplads og overskabe med fine hvide vitrinelåger. Førstesalen byder desuden på 2 gode værelser og et toilet. Både loft- og kælderplan byder på flere disponible rum.
Til ejendommen hører en hyggelig opvokset have med flotte gamle træer og buske, bålsted og græsplæne. Her findes et udhus og garagebygning, der i sin tid fungerede som depotrum med toiletfaciliteter til de rejsende.
Har denne enestående og historiske ejendom vakt jeres interesse, så kontakt John Frandsen for en fremvisning allerede i dag. Vi fremviser alle ugens 7 dage.
Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!