Lillealle 10, Begtrup,
8420 Knebel
Totalrenoveret fritidshus med ekstraordinær beliggenhedMidt på den smalle landtange, der forbinder Helgenæs med Mols, finder man General Ryes Skanser med tilknyttede beretninger fra dansk krigshistorie. Fritidshuset her, ligger i det eftertragtede Dragsmur – 200meter fra vandet i Begtrup Vig og har skøn udsigt til landskabets smukke enge og vandet. Fra fritidshuset er der også kort gåafstand til Fuglsø Vig. Så hop i badetøjet og oplev solopgangen til en frisk morgendukkert i Fuglsøvig, og slut dagen af ved Begtrup Vig til de mest fantastiske solnedgange over vigen og Rønnens vildreservat.
Ved ankomst på matriklen mødes man af et fritidshus af en helt særlig kaliber. På den store parkanlagte grund, fremtræder fritidshuset meget nutidigt og moderne. Huset har fået en total gennemrenovering, og allerede ved ankomst fornemmer man den perfektionisme, der er lagt i ejendommen her. Alt står snorlige og byder på den ene lækkerhed efter den anden. Terrassemiljøerne er i tråd med huset opført i træ. Mellem hus og anneks er den sydvendte terrasse godt lukket af og udgør et superlækkert udemiljø med loungeområde, spiseplads og sol hele dagen. Her er desuden en udebruser, så man kan blive skyllet af efter dagens dukkert.
De kvalitetsbevidste materialevalg bemærkes også indenfor, hvor bl.a. de smukke lyse gulve er gennemgående i hele huset. Køkken-alrummet-stue udgør husets primære opholdsmiljø, og er et rigtigt leverum med brændeovn og hyggekrog foran de store vinduer så havens grønne vue, Begtrup Vig, og landskabsudsigten kan nydes. Køkkenet fremstår eksklusivt i hvidt med smukke træpaneler og med det centrale spisebord som omdrejningspunkt. Huset rummer tillige et lækkert badeværelse med bruseniche, to gode soveværelser samt et praktisk bryggers med masser af opbevaringsplads, vaskemaskine og tørretumbler.
Tilhørende ejendommen er der opført et velisoleret gæsteanneks, der byder på to enkeltsenge og eget toilet med håndvask. Også i annekset fremstår alt virkeligt fint, hvilket man straks fornemmer på hele den rolige stemning, der hersker overalt.
På stranden findes en rampe så båd, kajak og surf-udstyr kan køres helt ned til vandet. Hver sommer opsættes en badebro, og her er tillige mulighed for billig leje af bådplads. Fra ejendommen er der få 100meter til den lokale fiskebutik, der er kendt over hele Mols og Helgenæs. Der er gennem grundejerforeningen Dragsmur, fælles ejerskab af Særbækhuset, hvor mange fællesarrangementer afholdes - her kan nævnes Skt. Hans, foredrag, musikaftener, loppemarkeder etc. ligesom huset kan anvendes til private fester. Der er indkøbsmuligheder i Kongsgårde - blot 5 min. kørsel herfra.

Skal du have solgt først?
Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende salgsvurdering af din bolig!