27.08.2024 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner
Ingen er vist i tvivl om, at det går godt på boligmarkedet – og i Danmark generelt. Der er kommet flere boliger til salg, og der er masser af købere på udkig. En perfekt situation!
Her hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen kan vi mærke interesse fra en ny køberskare. Henover sommeren har flere af vores butikker solgt boliger til tyske familier, der bosætter sig i Danmark. Nogle etablerer endda deres tyske virksomhed i Danmark.
Det er en tydelig bevægelse vi ser – langt over tusind tyske familier har faktisk købt bolig i Danmark i år. De fleste naturligvis tæt på den dansk-tyske grænse, men helt op til vores afdelinger i Lemvig, Struer og Løgstør har vi solgt helårsboliger til tyske familier.
Når jeg har spurgt ind til motivationen til at flytte til Danmark, er der flere gengangere blandt årsagerne til flytningen.
Som det fremgår af min oplistning af butikker, der har handlet med tyskere, er Vesterhavet og vand i det hele taget et trækplaster – og den danske natur generelt.
For tyske familier er de danske huspriser også attraktive. Der er ganske enkelt mere ”value-for-money” i de danske boliger.
Et generelt højt lønniveau tæller også, ligesom selve ”det danske system”, med en velfungerende offentlig sektor, stærk IT-infrastruktur, tillid til politikerne og hinanden vægter også højt. Den danske corona-håndtering, i forhold til den tyske, har faktisk også betydet noget for mange.
Det er i høj grad tyske familier fra de større byer, der bliver tiltrukket af ro, natur og albuerum i Danmark. Vi har handlet med familier fra Hamburg, Berlin, Bremen og andre tyske byer.
Vi kan se, at de nytilkomne købere hurtigt falder til i deres nye lokalområde. Arbejdsmarkedet i Danmark er som bekendt rekordstærkt, og de tyske familier er med til at holde de mindre lokalområder aktive og attraktive, også for danskerne. De er med til at holde skolen i live, understøtter det lokale butiksliv og er aktive i lokalmiljøerne.
Jeg tror faktisk på, at vi kun har set toppen af denne nye bevægelse. Jeg har i hvert fald bestemt mig for at følge det, da det jo er endnu en måde at hjælpe vores boligsælgere med at få det bedste boligsalg!
Venlige hilsner
Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar