25.10.2022 |Nyhed
Det er et af Danmarks største ejendomsmæglerfirmaer, der nu slår dørene op til firmaets butik nummer 39 – og det bliver i Hjørring.
Hvis din vej er gået forbi Svinget 1A, lige overfor Bistro V i Hjørring centrum, har du måske set, at der sker ting og sager i lokalerne.
I disse dage er ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen nemlig ved at lægge sidste hånd på klargøring til åbning af en ny ejendomsmæglerbutik i Hjørring.
Det er lokale kræfter, du kommer til at møde i butikken – nærmere bestemt ejendomsmægler Thomas Beith og Sabine Hald Nielsen, der kommer til at varetage opstarten af boligafdelingen.
Thomas Beith er bosat i Hjørring med sin familie. Thomas har arbejdet som ejendomsmægler hos John Frandsen i over 10 år, og har senest været filialleder af firmaets afdeling i Klarup, lige udenfor Aalborg.
Sabine Hald Nielsen er ligeledes bosat i Hjørring, født og opvokset. Sabine har et kæmpe netværk i Hjørring og vil være en fast del af kontoret. Sabine starter som trainee i forbindelse med opstarten af butikken.
– Det har været et ønske for mig, at være ejendomsmægler i den by, hvor jeg selv bor og hvor vores familie har sin hverdag. Min bedre halvdel, Christine Lilholt Nielsen, stammer her fra Hjørring. Det har været naturligt for os, at det er her vi skal bo, og vores børn skal vokse op – vi elsker Hjørring, fortæller Thomas Beith.
– Vi har gået med planerne i et stykke tid, og da vi fandt de her lokaler var vi klar over, at nu skulle det være. At vi så også senere får flyttet vores tre gode medarbejdere i landbrugsafdeling ind her, gør jo kun at vi får en endnu bredere pallette at tilbyde vores kunder i Hjørring og opland, fortsætter Thomas Beith.
– Vi har faktisk allerede fået de første boliger til salg her i Hjørring og et par oplandsbyer, så jeg er som en spændt fjeder og helt klar til være det nye friske pust på boligmarkedet her i Hjørring. Jeg glæder mig, slutter ejendomsmægler Thomas Beith.
– Det har længe været et ønske at etablere os i Hjørring, som vi ser som en meget aktiv by midt i en rivende udvikling. Hjørring er i høj grad centerbyen her i Vendsyssel og dermed også nøglen til, at vi nu for alvor etablerer os her. Vi har gennem årene løst flere opgaver i området, både med bolig og sommerhuse, så derfor giver det god mening for os, at vi nu etablerer os fast med en butik her i Hjørring. Vi har stort fokus på at være “landsdækkende i Jylland”, og her er Hjørring jo en helt naturlig del af en sund udvikling, fortæller Tom Madsen, der er partner i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S.
Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen åbnede i 1995 i Randers, og er siden støt vokset til en af Danmarks allerstørste ejendomsmæglerfirmaer med 39 afdelinger og over 150 ansatte.