02.01.2024 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner
Er det kun mig, der synes at 2023 er gået hurtigt..? Jeg bliver selv helt forpustet, når jeg ser tilbage på det forløbne år. Der er sket mangt og meget, også indenfor min branche.
Da vi senest tog hul på et nyt år, var det hele lidt gråt, trist og op ad bakke. Dét har ændret sig ved dette årsskifte. Faktisk udviklede 2023 sig rigtig godt på boligmarkedet, og vi har oplevet den stærkeste afslutning på året jeg kan huske.
Der er ikke noget bedre end en god start, og det tror jeg virkelig godt vi kan glæde os til her i 2024.
Der er ro på økonomien, inflationen og renterne er faldende og arbejdsmarkedet står stærkt rustet. De potentielle købere på boligmarkedet kan se frem til synlig real-løns-fremgang og samtidig bliver ejendomsskatten lavere på langt de fleste boliger her i vores markedsområde.
Alle brikkerne står helt rigtigt for et stærkt bolig-år her i 2024!
Jeg kan heller ikke lade være med at glæde mig over de mange økonomers og analytikeres positive syn på både national- og boligøkonomien. Der er stort set enighed om, at vi både her i det nye, og også i de kommende år, ser ind i en stabil og stærk udvikling, hvor især de mere lokale boligmarkeder vil opleve fornyet fremgang og vækst.
Det eneste skår i glæden jeg ser er de ting, der sker med krig og ufred ude i verden. Det er der ikke meget jeg selv kan gøre ved, udover at håbe for alle involverede at der kommer en snarlig og god afslutning på konflikterne.
Det jeg derimod vil forsøge, er at være med til at præge at 2024 bliver mindst lige så godt, som det har både forudsætninger og udsigt til!
Rigtig godt og fremgangsrigt nytår til alle!
Venlige salgshilsner
Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar