En speciel dag i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen

31.03.2025 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner

Når jeg skriver denne tekst til vores nyhedsbrev tager jeg oftest udgangspunkt i det der sker på boligmarkedet, med økonomien og udviklingen omkring os. Og selvom der er masser af gode ting at fortælle om boligmarkedet netop nu, vil jeg dog denne gang tillade mig at kigge lidt indad i stedet. 

Den 1. april har vi i Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen A/S nemlig 30-års jubilæum. Og det viste sig som alt andet end en aprilsnar, da ejendomsmægler John Frandsen den 1. april 1995 slog dørene op til firmaets første butik i Randers. Det var fra de ydmyge rammer i en falleret bladkiosk på Mariagervej, at ejendomsmæglerfirmaet siden er vokset til sin aktuelle størrelse som et af Danmarks allerstørste ejendomsmæglerfirmaer. 

Det første skud på stammen var åbning af en afdeling i Mariager i 1996, og det er på den måde at firmaet siden er vokset organisk efter “kirketårnsprincippet”. I skrivende stund har Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen 49 afdelinger, fordelt over hele landet. Og jeg kan da godt afsløre, at de næste åbninger allerede er aftalt på plads.  

I mange år var det udelukkende i Jylland, som vi etablerede afdelinger i, men sidste år tog firmaet springet over vandet til både Fyn og Sjælland, hvor der nu er flere afdelinger i drift. 

Denne stærke vækst og udvikling skyldes i høj grad firmaets evne til at tiltrække de rette medarbejdere og partnere til virksomheden. Som en virksomhed, der fra etableringen har været i konstant vækst og udvikling, er der altid plads og udviklingsmuligheder for de rette medarbejdere. De rette medarbejdere er og bliver afgørende for firmaets udvikling og resultater. Idag er der da også flere medarbejdere og partnere, der har fejret både 10-, 20 og 25-års jubilæum i firmaet. Medarbejderstaben tæller over 200 medarbejdere fordelt over hele landet. 

I sportens verden er 30-år ofte en god alder. Der er ungdommens spændstighed og energi kombineret med rutine og erfaring. Det er også den fornemmelse vi har her hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, hvor vi idag ved 30-års jubilæet står stærkt og solidt og med sult på yderligere vækst og fremgang i de kommende år. 

Den 1. april markerer alle afdelingerne jubilæet internt, og senere på foråret fejres jubilæet med en firmatur til sydens sol, hvor der skrues mere op for glæden og begejstringen. 

Venlige hilsner

Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar