03.10.2023 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner
Når noget har været på vej i lang tid, har været forsinket undervejs og imødeset med en forventning kan man enten blive glædeligt overrasket eller lidt skuffet.
Når vi taler om de offentlige ejendomsvurderinger må jeg sige, at det først og fremmest er skuffelsen, der fylder for mig. Jeg var for nylig sammen med en masse kolleger i branchen, og naturligvis blev de nye foreløbige offentlige ejendomsvurderinger drøftet. Jeg har endnu til gode at møde én, der udtrykker tilfredshed med resultatet af de mange års arbejde.
Som nævnt har de offentlige vurderinger været undervejs længe, og forløbet har været dyrt. 4 milliarder kroner er trods alt en slags penge…
Af naturlige årsager, har jeg fulgt bedst muligt med i processen og forsøgt at sikre mig viden og indsigt i det nye system. Et informationsmøde i København i 2018 var første gang jeg tænkte ”Det her ender galt!”. En ledende embedsmand fra Skatteministeriet skulle redegøre for status på det nye system, der dengang skulle træde i kraft året efter. Han kunne intet berette om det kommende system – absolut intet. Det var en såkaldt Aha-oplevelse for mig.
Det danske samfund er i høj grad bygget op på tillid. Tillid til hinanden og til de offentlige institutioner. Så det er ekstra trist, at det nye ejendomsvurderingssystem i stedet skaber mistillid til det offentlige. Jeg er sikker på at rigtig mange får med en utryg fornemmelse, om deres boligs offentlige vurdering nu også er korrekt – og at de dermed betaler det rigtige i skat. At man så ikke engang kan gøre indsigelse før om 2 år, bidrager kun til utrygheden.
Som ejendomsmæglere hører vi for tiden om rigtig mange skæve ejendomsvurderinger, og det er formentlig kun toppen af isbjerget.
Jeg føler mig overbevist om, at vi kunne have været et HELT andet sted, hvis Skatteministeriet i stedet havde inddraget Dansk Ejendomsmæglerforening og realkreditinstitutterne i processen. Vi er vant til at vurdere ejendomme, og jeg tror på at vi kunne have fremkommet med et bedre, mere præcist og tryggere resultat.
Den gode nyhed er trods alt, at langt de fleste boligejere i Danmark kan se frem til en skattelettelse og billigere husleje som følge af den nye vurdering. Især udenfor de største byer, vil ejendomsskatterne blive billigere.
Men – nu er det her vi er, og jeg er spændt på at se næste kapitel i sagaen om det offentlige ejendomsvurderingssystem. Som det positive menneske jeg er, håber jeg på en lykkelig slutning! – og tryghed for de danske boligejere.
Har du spørgsmål omkring den offentlige ejendomsvurdering er du altid velkommen til at kontakte din lokale John Frandsen boligafdeling.
Venlige salgshilsner
Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar