De gode nyheder står i kø…

31.10.2024 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner

Det kan af og til være svært at bevare jordforbindelsen som ejendomsmægler i disse tider. Det danske boligmarked og danskernes privatøkonomi er begge rekordstærke, og man skal have luppen frem for at finde håret i suppen. Jeg kan faktisk ikke få øje på det…

Overskrifter som “Ejerlejligheder bryder prisloft”, “Boligerne sælges hurtigere”, “Faldende renter forstærker boligmarkedet” og så videre, gør det til en fornøjelse at følge med nyhedsstrømmen.

Så lad mig slå fast: Det går rigtig godt på boligmarkedet! Men faktisk burde det gå endnu bedre, for det er som om, at de danske husholdninger har svært ved helt at slippe håndbremsen, og gøre brug af den real-løns-fremgang som langt de fleste familier har fået den senere tid.

Om det er hukommelsen fra coronatiden eller inflations-forskrækkelsen, der stadig sidder i bevidstheden, skal jeg være usagt. Men den gode nyhed er, at der er masser af grobund for en fortsat rigtig god udvikling på boligmarkedet. Både Nationalbanken og vismændene har da også været ude og forhøje deres forventninger til prisudviklingen på boligmarkedet.

Samtidig er der stadig udsigt til faldende renter, både på kort og mellemlangt sigt, og kombineret med stærkt arbejdsmarked og velpolstrede husholdningsbudgetter står vi med et boligmarked med langt flere muligheder end udfordringer.

Holdbarhed på boligmarkedet
Den udvikling er meget lovende for en stabil og solid udvikling på boligmarkedet, der bærer præg af holdbarhed, i stedet for den boble-stemning, som jeg selv har oplevet nogle gange tidligere i karrieren.

Især her i de mere lokale boligmarked er det en balanceret positiv udvikling vi oplever. Jeg vil sige, vi har en “parcelhus-optur”, hvor køberne i høj grad har flyttet fokus fra ejerlejlighederne og videre til parcel- og rækkehusene. Denne udvikling har i høj grad været drevet af de stigende priser i de store og halvstore byer. Det motiverer i høj grad køberne til at søge lidt ud og få mere plads og mere bolig for pengene.

Det er med optimismen i topform, at jeg ser frem mod årets afslutning og ikke mindst ser frem mod det kommende 2025.

Venlige hilsner

Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar