05.02.2024 |Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner
Jeg gik ind i 2024 med høje forventninger og ambitioner. Med ro på renten, rekordlav arbejdsløshed og danskernes velpolstrede økonomi, synes jeg også at jeg havde noget at have min optimisme i.
Det har vist sig at holde stik! – endda i endnu højere grad end jeg havde forventet. Her hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen kan vi se tilbage på en all-time rekord januar! – en januar-rekord, der endda overgår de vilde corona-år på boligmarkedet.
Det er dejligt, at man stadig kan blive glædeligt overrasket, men nu må man jo ikke hvile på laurbærrene.
Jeg er selv ud af landmands-slægt, og er vant til at holde fødderne på jorden. Det gør jeg også stadig, men må samtidig sige, at jeg har svært ved at se ret mange hverken sorte skyer eller huller i osten, når jeg ser videre ud mod resten af 2024.
Boligmarkedet her i vores markedsområde står brølstærkt, og alle forudsætninger for et rigtig godt boligår i 2024 er til stede. Rentefald er en realitet, og det er kun timingen nu eller om lidt, der kan være tvivl om. Antallet af beskæftigede bliver ved med at slå rekorderne. De seneste overenskomstforhandlinger har givet en reel og mærkbar realløns fremgang og danskernes opsparing er rekordhøj. Når disse forhold er til stede, vil jeg med både min og mine kollegers erfaring godt vædde på, at 2024 bliver et af de bedste år på boligmarkedet i flere år.
Som en ekstra bonus har langt de fleste boligejere i John Frandsens markedsområde nu også ved selvsyn kunnet konstatere, at det faktisk er blevet billigere at være boligejer med den nylige ejendomsskattereform.
Så ja – glæd dig til et forrygende 2024 på boligmarkedet. Det eneste problem jeg kan se, er at der kun er 11 måneder tilbage af dette lovende år!
Venlige salgshilsner
Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar