23.11.2023 | Nyhed
Siden etableringen i 1995 har Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen været i konstant vækst. Senest med overtagelsen af en ejendomsmæglerforretning i Skørping i november 2023, hvorefter firmaet i dag består af i alt 41 boligafdelinger og herudover særskilte erhvervs- og landbrugsafdelinger. Vi slår dørene op i Skive i januar 2024.
“Vi har altid lagt vægt på en bæredygtig og organisk vækst, hvor en udvidelse eller overtagelse skal styrke, det vi allerede har,” lyder det fra René Kjær.
Indtil nu har Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsens vækst i høj grad været efter “Kirketårns-princippet” – altså hvor man i overført betydning har kunnet se et nyt markedsområde som en naturlig udvidelse af det eksisterende. Man må sige, at modellen har vist sig stærk og Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har da også haft en konstant og markant vækst i markedsandele, målt af uafhængige kilder.
Det nye kommende skud på stammen bliver i Skive, hvor John Frandsen nyetablerer en ejendomsmæglerbutik til nytår.
“Skive er en meget attraktiv by, med et stærkt lokalsamfund og erhvervsliv. Med butikker i Struer, Holstebro, Herning, Karup og Viborg er det en naturlig udvikling, at vi nu også åbner i Skive,” fortsætter René Kjær.
“Butikken i Skive bliver en nyetablering, men i flere andre byer har vi en god dialog med selvstændige mæglere, som har set eller hørt om vores set-up, og er tiltrukket af muligheden for at blive en del af vores forretning, hvor vi løfter den administrative byrde, som rigtig mange mindre selvstændige er belastet med,” beretter René Kjær.
Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har de senere år været i proces med at optage lokale partnere i firmaets butikker. Denne proces er fortsat i gang og løbende bliver de lokale kræfter optaget i partnerkredsen.
“Vi er åbne for alle muligheder, og tilbyder alle muligheder. Vi er heldige at kunne tiltrække stærke, lokale profiler, der er tiltrukket af vores måde at drive ejendomsmæglerforretning. Vi vil fortsat gøre os umage for at være attraktive for dygtige ejendomsmæglere, der vil noget mere” slutter René Kjær.