01.06.2022 | Artikel af Tom Madsen, Ejendomsmægler & Valuar, Partner
Jeg tror mange af os har set frem mod solen og sommeren i år. Jeg ved i hvert fald, at jeg selv føler mig helt klar til sommeren, uanset om den så kommer til at foregå her i Danmark eller med en afstikker til udlandet.
Jeg er sikker på, at rigtig mange vil tage revanche for de seneste års rejse-restriktioner og usikkerhed om bestilling af flyrejser. Jeg har – som så mange andre – fået øjnene op for de mange herligheder hjemme i lille Danmark. Faktisk hælder vi hjemme hos os til endnu en sommer under de hjemlige himmelstrøg. Danmark er temmelig fantastisk, især om sommeren!
Du kender vendingen ”Byger der går og kommer, det er den danske sommer” – tja – det er måske rigtigt, men solen skinner jo altid indimellem. Et andet sted, hvor solen skinner mere konstant, er på boligmarkedet. Fra de hektiske år i 2020 og 2021 har det lokale boligmarked stabiliseret sig på et højt niveau.
Jeg læser også overskrifterne om at nu vender boligmarkedet og som altid boligmarkedet ”godt stof” i medierne, der af og til konkurrerer om de mest sensationelle forudsigelser om krise og tilbagegang. Her vil jeg – igen – tillade mig at minde om, at boligmarkedet i København og Århus ikke kan sammenlignes med resten af landet. Her på det lokale marked er udbuddet lavt og efterspørgslen høj. Boligmarkedet har det godt! – og det bliver det ved med en god rum tid endnu. Hold mig bare fast på det!
For år tilbage var sommerperioden en lidt stille periode, men efterhånden som vi alle får mere fart på i hverdagene, bruger flere og flere ferieperioderne til at finde den næste bolig. Det betyder også, at vi hurtigt kan få afsluttet handlerne, når den rette bolig er fundet. Vi oplever også flere og flere skuffesalg – altså handler, hvor vi har boligen ”i skuffen” og finder køberen i vores køberkartotek. Jeg tror aldrig, at jeg i mine over 30 år i branchen har oplevet så mange skuffesalg!
Men – uanset de gode tider på boligmarkedet – så er sommeren også tiden hvor stikket skal trækkes ud og batterierne lades op. Nyd de stille solskinsmorgener med en kop kaffe på terrassen og at du ikke har en fyldt kalender foran dig.
Sommeren er alt for kort – så husk nu at nyde den dejlige danske sommer. Find grillen frem, sørg for øl og rosé på køl og hyg dig i gode venner og families selskab. Rigtig god sommer når du og din familie kommer dertil!
Venlige salgshilsner
Tom Madsen
Ejendomsmægler & valuar